Nadia Kielstrup var omkring 6 år, da hendes forældre fandt ud af, at der var noget galt.
Som 10 årig fik hun stillet diagnosen Tourettes. Nadia har ikke den klassiske, kendte form for tourettes. Hun siger nemlig ikke sjofle ord, men kommer med en anden form for udbrud. Hun hyler, puster, nikker med hovedet, kniber øjnene sammen og gør sig skeløjet.
I dag er Nadia 35 år og bor i Nyborg på Fyn.
Tirsdag havde hun en ubehagelig oplevelse i den lokale Rema1000.
Hun fortæller til Kasper Lund fra ONP.dk:
“Tidligere tirsdag middag dag, da jeg var nede at handle, var mine tics voldsomme. Det skyldtes en blanding af julestress og mange mennesker. Det jeg blev mødt med var mildest talt ubehageligt og gjorde mig faktisk ked af det. Da jeg går ind i Rema 1000 er der en mand der stirrer på mig og begynder at grine. Jeg forklarer manden, at det er fordi jeg har sygdommen Tourette, at jeg siger de lyde. Så begynder manden bare at grine endnu mere – det var på ingen måder er rart. Da jeg kommer helt ind i forretningen er mine tics blevet værre, da der er sort af mennesker i butikken. Nu er der så 15-20 mennesker som stopper helt op og stiller sig og glor på mig. Det gør mig ked af det, at voksne mennesker ikke har mere pli“.
Det er ikke sjovt at have Tourette
“Det er både fysisk og psykisk hårdt at have Tourette. Det er fysisk hårdt, da mine tics gør så jeg spænder i hele kroppen. Derudover er det psykisk hårdt, fordi jeg hele tiden skal forholde mig til folks stirrende blikke og grin,” fortæller Nadia Kielstrup og fortsætter:
“Det er ikke sjovt at have Tourette. Det er ubehageligt ikke at kunne styre hvilke udbrud kroppen kommer med – om det er lyde eller ufrivillige bevægelser. Jeg prøver altid at holde hovedet højt og sige til folk, at det er fordi jeg har Tourette. Det kan dog nogle gange være svært, når man bliver mødt, som jeg gjorde i tirsdags i Rema1000.”
Min bøn til folk
“Min bøn til folk er, at hvis du møder nogen som er anderledes end dig selv, så smil til vedkommende og kig så væk. Lad være med at stirre på dem og pege fingre. Tænk på, hvordan du selv ville have det i sådan en situation, eller hvordan det ville være hvis det f.eks var dit barn. Fortæl dine børn, at det er okay at kigge, men ikke at stirre eller pege fingre. Og det er også okay at spørge ind min situation. Jeg vil hellere end gerne forklare. Og det ved jeg, at andre i samme situation også gerne vil,” afslutter Nadia Kielstrup.