04. nov. 2023 - 9:59

Perry stedt til hvile i Los Angeles omgivet af Venner-skuespillere




“Venner”-skuespilleren Matthew Perry, der døde lørdag for en uge siden, er blevet stedt til hvile på en kirkegård i Los Angeles.

Det er ifølge underholdningsmedier sket ved en privat ceremoni fredag eftermiddag lokal tid.

Her var familiemedlemmer og de andre hovedrolleindehavere fra den ekstremt populære 90’er-serie til stede.

Ceremonien fandt sted på kirkegården Forest Lawn i Hollywood Hills i Los Angeles få kilometer fra Warner Brothers-studiet, hvor “Venner” blev optaget.

Det er også på Forest Lawn-kirkegården, at man finder gravstederne for stjerner som Michael Jackson og Elizabeth Taylor.

Matthew Perry, der spillede den næsten altid sarkastiske Chandler Bing i “Venner” fra 1994 til 2004, blev lørdag for en uge siden fundet død i sit hjem i Los Angeles. Han blev 54 år.

Både i Danmark og resten af verden har fans udtrykt deres sorg.

De fem andre hovedrolleindehavere – Jennifer Aniston, Courteney Cox, Lisa Kudrow, Matt LeBlanc og David Schwimmer – udsendte mandag en fælles udtalelse, hvor de hyldede deres mangeårige kollega.

– Vi er alle helt og aldeles knuste over Matthews død. Vi var mere end bare medskuespillere. Vi er en familie, lød det.

Alle fem “Venner”-skuespillere var ifølge underholdningsmediet TMZ til stede ved ceremonien. I alt var der omkring 20 mennesker forsamlet omkring begravelsesstedet, beretter mediet.

Reuters