30. aug. 2023 - 13:25

Chefredaktør: Findsen opsøgte mig om Ahmed Samsam




Chefredaktør for radiokanalen 24syv Simon Andersen fortæller onsdag i Østre Landsret, at den nu hjemsendte FE-chef Lars Findsen i officiel sammenhæng opsøgte Andersen privat angående Ahmed Samsam.

Det foregik i foråret eller forsommeren 2020, fortæller Simon Andersen.

– Som jeg husker det, så foregik det i mit private hjem, lyder det fra Simon Andersen, som kort forinden har måttet sidde længe og lytte på en tvist mellem advokat Erbil Kaya og kammeradvokat Peter Biering.

Tvisten har drejet sig om, hvorvidt Andersen overhovedet skulle have lov til at forklare sig om de kilder, han benyttede sig af, da han som nyhedschef for Berlingske skrev om Samsam-sagen i årene 2019-2021.

Simon Andersen påberåber sig kildebeskyttelse i forhold til de kilder, som leverede de første oplysninger om, at Samsam var agent for de danske efterretningstjenester, da han i 2013 og 2014 var i krig i Syrien.

LÆS OGSÅ: Dommere skal afgøre syv opgør i Findsen-sagen

Og derfor mener advokat Biering ikke, at Simon Andersens forklaring kan bruges – den skal slet ikke høres.

Retsformand Steen Mejer giver dog Erbil Kaya lov til at fortsætte sin afhøring, og det er i den forbindelse, at Simon Andersen nævner mødet med Lars Findsen.

– Jeg opfattede det som en officiel henvendelse fra en myndighedsperson, fortæller Simon Andersen.

Henvendelsen fra Lars Findsen drejede sig ifølge Simon Andersen om, at man fra Forsvarets Efterretningstjenestes side gerne ville have en drøftelse med Ahmed Samsams daværende advokat, Thomas Brædder.

– Henvendelsen drejede sig om, at jeg skulle hjælpe med at skabe en bagdør for en forhandling med Thomas Brædder., fortæller Simon Andersen.

Sagen i Østre Landsret drejer sig om, hvorvidt Ahmed Samsam var agent for Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester, da han i årene 2012-2014 var i krig i Syrien.

LÆS OGSÅ: Uenige dommere i Findsen-sag får betydning for Højesteretsprøvelse

Efterretningstjenesterne udtaler sig ikke om den slags og vil ikke bekræfte det. Men Ahmed Samsam er dømt i Spanien for at have tilsluttet sig en terrorgruppe i Syrien i de år. Og ifølge ham selv er han dømt med urette.

Samsam vil derfor have tjenesterne til officielt at anerkende, at han var agent. Det vil han have landsretten til at tvinge dem til.

Lars Findsen er selv under anklage i en anden straffesag. Anklagemyndigheden mener, at han har lækket statshemmeligheder, blandt andet til journalister.

Detaljerne i sagen er ikke offentliggjorte, da domstolene har bestemt, at sagen skal køre i størst mulige hemmelighed.

LÆS OGSÅ: Flertal i Folketinget ønsker ikke Samsam-sag undersøgt

Set i det lys er onsdagens udmelding fra Simon Andersen også opsigtsvækkende.

Og ifølge Simon Andersen sagde Lars Findsen til ham, at der var gået ting galt i Samsam-sagen, og at man fra FE’s side var interesseret i at råde bod på det.