Den danske regerings lovforslag om at gøre koranafbrændinger ulovlige kan forværre Sveriges situation, da svenskerne risikerer at “stå alene tilbage”.
Det siger den tidligere socialdemokratiske statsminister i Sverige Magdalena Andersson til mediet SVT fredag.
Hun ønsker derfor at se handling fra den borgerlige svenske regering.
– Hidtil har Danmark og Sverige i denne korankrise kunnet stå sammen. Det, som sker, når danskerne ændrer deres lovgivning, er, at vi vil stå alene tilbage og havner i en meget udsat situation.
– Verdens blik vil være rettet mod os, siger Magdalena Andersson.
Hun er endnu ikke sikker på, om den danske vej vil være den rigtige for Sverige.
Andersson mener, at der er behov for at se nærmere på det danske forslag og uddyber, at det er usikkert, om det danske lovforslag “teknisk fungerer i Sverige”.
Hidtil har koranafbrændinger i Sverige og Danmark været tolereret. Det er sket med henvisning til retten til at ytre sig.
Den danske regering oplyste fredag, at den vil fremsætte et forslag til en lov, der vil forbyde afbrændinger og skænding af Koranen og andre religioners hellige skrifter. Overtrædelser kan straffes med op til to års fængsel.
Andersson efterlyser, at den borgerlige svenske regering gør det tydeligt, hvordan den vil beskytte den svenske befolkning.
Det svenske sikkerhedspoliti Säpo har for nylig advaret om, at der er forhøjet risiko for terror mod Sverige som følge af koranafbrændinger.
Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmar (M), understreger, at regeringen står med en svær afvejning mellem ytringsfrihed og tryghed. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Han mener, at den danske beslutning bekræfter, at den svenske regering er på rette vej.
– Det bekræfter, som jeg ser det, at regeringen traf den rigtige beslutning i fredags (for en uge siden, red.), da vi igangsatte en gennemgang af vores lovgivning siger han ifølge TT.