25. aug. 2023 - 14:42

Forbud mod koranafbrændinger kan skabe nye problemer




Regeringens lovforslag om at forbyde koranafbrændinger kan åbne for alternative demonstrationer, som på samme måde kan skabe stærke reaktioner i udlandet.

Det mener professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter.

– Hvis man eksempelvis begynder at latterliggøre tegninger af hellige personer – herunder Muhammed – og laver manifestationer af det i stedet for, kunne man forestille sig, at det også ville afføde en stærk reaktion i udlandet

– Og så er spørgsmålet, om regeringen vil udvide lovforslaget yderligere, lyder det fra Jens Elo Rytter.

Derfor kan det være svært at vide, om det nuværende lovforslag er nok til at få Danmark ud af søgelyset hos mange islamiske lande.

– Det, der er glidebanen i det, er, hvornår de i udlandet er tilfredse i forhold til Danmarks indgreb over for kritik og forhånelse af islam, siger Jens Elo Rytter.

Lovforslaget forbyder utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund på offentlige steder eller til udbredelse til en videre kreds.

Og ifølge Jens Elo Rytter har regeringen forsøgt – med den formulering – at gøre lovforslaget forholdsvist snævert.

– Regeringen har skullet finde en anden formulering end afbrænding, så man ikke kan være kreativ og finde på at gøre andre ting – som eksempelvis at urinere på koranen.

– Samtidig vil man heller ikke ramme kritik af religion og heller ikke alle mulige tilbørlige former, så man har forsøgt at lave en afbalancering, siger Jens Elo Rytter.

Og selv om forbuddet ikke er trådt i kraft endnu, mener han, at lovforslaget er nok til at sætte situationen i bero for nu.

– Det kan være med til at overbevise dem i udlandet om, at vi faktisk er på trapperne med at gøre det her forbudt, selv om det tager noget tid at få gennemført lovgivningen i et demokratisk samfund, fortæller Jens Elo Rytter.

Ifølge ham handler lovforslaget om at varetage hensynet til Danmarks sikkerhed.

– Regeringen har placeret det her forslag samme sted som forbuddet mod at brænde andre landes flag af, fordi det er det sted i straffeloven, der handler om forbrydelser mod statens sikkerhed, lyder det fra Jens Elo Rytter.