De Radikale bakker op om regeringens forslag om et forbud mod “utilbørlige” handlinger mod religiøse skrifter.
Det siger partiets udenrigsordfører, Christian Friis Bach.
– Vi havde ikke noget ønske om at gribe ind indtil for ganske nylig, men der har været over 100 koranafbrændinger i de sidste måneder med det ene formål at skabe ufred.
– Det tager vi bestik af, og vi har været i tæt dialog med regeringen de sidste dage. Vi bakker op om lovforslaget.
Fredag præsenterede regeringen i form af justitsminister Peter Hummelgaard (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og vicestatsminister- og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) det ventede forslag om forbud mod koranafbrændinger.
Der bliver tale om en udvidelse af en eksisterende paragraf, der blandt andet forbyder afbrænding af andre nationers flag.
Ordlyden kommer mere specifikt til at være, at det kan straffes at behandle genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund utilbørligt.
Det kan gælde Bibelen, Toraen, Koranen eller eksempelvis et krucifiks, siger Hummelgaard.
Strafferammen er bøde eller op til to års fængsel.
Regeringens forslag bruger ordet “utilbørlig” behandling af genstanden.
Christian Friis Bach anerkender, at det kan være flere ting, og derfor vil han have, at forslaget skal handle præcist om religiøse skrifter.
– Det er derfor, at præciseringen omkring religiøse skrifter er meget vigtig. For det handler ikke om et tørklæde, men det handler om helt centrale skrifter, og derfor er det begrænset til koran, bibel og toraen. Det har vi lagt vægt på.
Der sondres dermed mellem den religiøse vægt i et tørklæde og en koran.
Ifølge Christian Friis Bach skal afbrændinger af tørklæder stadig være muligt i demonstrationer.
– Hvis man ønsker at møde op foran den iranske ambassade og brænde et tørklæde af for at sætte fokus på undertrykkelsen af kvinder i Iran, skal man have lov til det, siger han.
Også Alternativet ser ud til at være med regeringen i denne sag.
Sascha Faxe, politisk ordfører for Alternativet, vil se lovforslagets “teknikaliteter”, før hun endegyldigt vil sige, om partiet vil stemme for.
Men hun regner med, at det bliver tilfældet, for forslaget ser ved første øjekast fornuftigt ud, siger hun.
– Umiddelbart ligner det en fornuftig løsning. På den ene side bevarer vi ytringsfriheden, som vi kender den, og på den anden side sigter det her også efter en ligestilling af religion, som vi er optaget af i Alternativet, siger Sascha Faxe.
Alternativet og De Radikale er de eneste partier, der har meldt sig imødekommende over for regeringens forbud.