Rusland hævder, at landets luftforsvar har afværget et ukrainsk missilangreb mod russisk territorium natten til fredag.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge en udtalelse fra Ruslands forsvarsministerium blev missilet opdaget og ødelagt over Kaluga-regionen sydvest for den russiske hovedstad, Moskva.
Samtidig oplyser den russisk indsatte guvernør i Sevastopol på den annekterede Krim-halvø, Mikhail Razvozjajev, at flere droner er blevet opdaget og ødelagt over havet ved Krim natten til fredag.
Der er ikke noget, der tyder på, at “civil infrastruktur” skal være blevet ødelagt i forbindelse med dronehændelserne, oplyser guvernøren.
Der er heller ingen meldinger om, at mennesker skal være kommet til skade.
Luftrummet over lufthavnene Vnukovo og Domodedovo i Moskva har været lukket natten til fredag, skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Nyhedsbureauet henviser til luftfartskilder, men angiver ikke, hvorvidt det hænger sammen med det påståede missilangreb.
Både Moskva og Krim-halvøen har adskillige gange være mål for droneangreb eller forsøg på droneangreb de seneste måneder. Ifølge Rusland er det Ukraine, der har stået bag.