Den samlede globale statsstøtte til olie, gas og kul var på 7000 milliarder dollar i 2022, hvilket svarer til syv procent af det globale BNP.
Det viser en analyse fra Den Internationale Valutafond, IMF.
Det er det højeste niveau for statsstøtte til fossile brændstoffer hidtil.
Ifølge Ipek Gençsü, der er ekspert i statsstøtte ved tænketanken ODI, som er en tænketank for globale anliggender, er regeringerne globalt set nødt til at udfase støtten.
– IMF-analysen viser, at på et tidspunkt, hvor verden begynder at opleve forværrede konsekvenser af klimaændringer, fortsætter regeringerne med at hælde brændstof på bålet ved at levere rekordniveauer på tilskud til fossile brændstoffer, siger Ipek Gençsü til nyhedstjenesten The Guardian og fortsætter:
– Hvis vi skal have nogen chance for at undgå uigenkaldelige og tragiske konsekvenser af klimaforandringerne, er regeringerne simpelthen nødt til at udvise dristigere lederskab ved at udfase deres støtte til produktion og forbrug af fossile brændstoffer, siger han til The Guardian.
Den eksplicitte statsstøtte, som er underbetaling for forsyningsomkostninger, er mere end fordoblet siden 2020. Den udgør dog stadig kun 18 procent af den samlede støtte, fremgår det af analysen.
Den implicitte statsstøtte, som repræsenterer omkostningerne ved skader forårsaget af fossile brændstoffer gennem klimaændringer og luftforurening, udgør 80 procent af det samlede beløb.
Ifølge Ian Parry, der er ledende ekspert på miljø- og finanspolitik hos IMF, skal der ske ændringer på området.
– Nedskæring i statsstøtten til fossile brændstoffer skal være omdrejningspunktet i indsatsen over de næste par år for at komme på rette spor med at begrænse den globale opvarmning til under 2 grader, siger Ian Parry, der er ledende ekspert på miljø- og finanspolitik hos IMF til The Guardian.
Han uddyber, at dette ideelt set kan gøres via CO2-beskatning.
Analysen viser, at benzin og andre olieprodukter udgjorde halvdelen af den eksplicitte statsstøtte, mens kul udgjorde 30 procent og fossil gas udgjorde 20 procent.
Kina er det land, der udbetaler mest statsstøtte efterfulgt af USA, Rusland, EU og Indien.