En mand på 26 år er i Grønland idømt otte års anbringelse i en anstalt, efter at han sidste år begik et drab og en stribe andre lovovertrædelser.
Normalt straffes manddrab med syv års anbringelse i en anstalt i Grønland, men i den aktuelle sag er den tiltalte desuden fundet skyldig i en stribe tilfælde af vold, trusler og tyveri.
Og kredsretten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om de otte år, oplyser Grønlands Politi om dommen.
Drabet fandt sted 15. juli sidste år i Nuusuaq i Nuuk. Da betjente nåede frem til en lejlighed, fandt de det bevidstløse offer liggende i en blodpøl.
Han var blevet slået, sparket og trampet på.
Otte måneder senere afgik manden ved døden som følge af volden. I den lange tid kom han aldrig til bevidsthed, har mediet Sermitsiaq tidligere oplyst.
Offeret blev 55 år, oplyser politiet til Ritzau.
I Sermersooq Kredsret var det juridiske spørgsmål, om der var tale om manddrab eller vold med døden til følge, oplyser specialanklager Lars Petersen i en pressemeddelelse.
Da kredsretten forleden tog fat på sagen, nægtede den 26-årige sig skyldig, men undervejs ændrede han forklaring – og tilstod.
– Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at sagen ender med en dom for drab og otte års anstaltsanbringelse, udtaler specialanklager Lars Petersen i en pressemeddelelse.
Den 26-årige har valgt at modtage dommen.