24. aug. 2023 - 19:16

4800 beholdere til brugte bleer på vej til København




I Københavns Kommune skal der næste år sorteres brugte bleer via en ny bleaffaldsordning.

Det er torsdag aften blevet vedtaget på et møde i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Ordningen bliver målrettet etageejendomme, hvor der bor minimum seks blebørn, og inkluderer desuden cirka 200 kommunale daginstitutioner.

Det skal ske ved hjælp af 4.800 beholdere til de brugte bleer, der bliver sat ud til disse steder.

– Der forventes ikke særlige lugtgener, da bleerne som i dag oftest er emballeret i en eller flere poser, inden de bliver smidt i blebeholderen nede i gården, lyder det i forslaget.

Teknik- og Miljøforvaltningen har beregnet, at der med ordningen kan blive genanvendt 3.340 tons bleaffald om året.

Lige nu ender omkring 11.800 tons brugte bleer i Københavns Kommune i forbrændingen.

Det bliver dog ikke i Danmark, at bleerne skal genanvendes. For nuværende findes der nemlig ikke de nødvendige genanvendelsesvirksomheder i Skandinavien.

Den slags anlæg findes til gengæld i blandt andet Holland, Italien og Wales, lyder det.

Præcis hvor hovedstadens bleaffald vil blive fragtet til, fremgår dog ikke.

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at gennemføre en EU-udbudsproces fra dette efterår, som skal føre til en såkaldt behandlingskontrakt for bleaffaldet i løbet af 2024, lyder det i forslaget.

Den præcise CO2-besparelse, som ordningen ventes at medføre, fremgår heller ikke.

Ordningen vil medføre en affaldsgebyrstigning på omkring 33 kroner om året per husstand.