Canadas premierminister Justin Trudeau kritiserer selskabet Meta for at lukke canadieres adgang til nyheder på Facebook og Instagram.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Meta, som er moderselskabet for Facebook og Instagram, lukkede tidligere i august for adgangen til nyheder på de to platforme i protest mod en ny canadisk lov.
Loven kræver, at selskaber som Meta betaler nyhedsmedier for at videreformidle deres indhold på blandt andet Facebook.
Metas beslutning om at blokere for adgangen til nyheder møder skarp kritik fra Canadas premierminister Justin Trudeau.
Mens landet er hårdt ramt af skovbrande, er borgernes mulighed for at få informationer på de sociale medier særlig vigtig, lyder det.
– Netop nu, i en krisesituation, hvor opdateret, lokal information er vigtigere end nogensinde før, sætter Facebook sin indtjening foran folks sikkerhed, sagde den canadiske statsminister på en pressekonference i Cornwall på Prince Edward Island i Canada mandag, ifølge NTB.
– Det er dermed uforståeligt, at et selskab som Facebook vælger at sætte profit foran det at sikre, at lokale nyhedsmedier kan få opdateret information ud til canadierne.
Metas blokering for nyheder i Canada omfatter både lokale og nationale nyhedsmedier.
Canada er ramt af flere skovbrande.
Blandt andet er tusindvis af indbyggere fra byen Yellowknife i det nordlige Canada blevet evakueret til den sydlige del af landet, fordi naturbrande er nået til udkanten af byen.
Reuters skrev i sidste uge, at en række canadiere, som er flygtet fra byen, har klaget over, at de ikke kan dele vigtige oplysninger om brandene på de to sociale medier.
Meta holder imidlertid fast i sin beslutning.
Ifølge NTB har selskabet udsendt en udtalelse om situationen med skovbrande.
Her fremgår det, at folk i Canada kan fortsætte med at bruge Instagram og Facebook til at “være i kontakt med samfundet og få adgang til troværdig information med indhold fra officielle offentlige organer, beredskabstjenester og ikkestatslige organisationer.”