20. aug. 2023 - 0:54

Rigsrevision vil kulegrave kræftområdet efter ventekaos




Rigsrevisionen vil lave en større undersøgelse af kræftområdet efter talrige beretninger om for lange ventetider.

Det skriver Berlingske, som henviser til en orientering sendt til regionsrådspolitikerne i Region Hovedstaden.

Konkret vil Rigsrevisionen se på, om der er grundlag for at rette kritik mod regionerne og Sundhedsministeriet. Og om de har forvaltet patientrettighederne tilfredsstillende.

I Region Midtjylland er der konstateret lange ventetider for patienter med mave- og tarmkræft, og i flere regioner har patienter med brystkræft ventet for længe på at blive undersøgt og opereret.

Ifølge Berlingske slår en række cheflæger på tværs af landet nu også alarm om for lange ventetider på det urologiske kræftområde. Det omfatter blandt andet prostatakræft, urinvejs- og blærekræft of nyrekræft.

Cheflægerne på de urologiske afdelinger har således sendt en “bekymringsskrivelse” til regionernes sygehusledelser og koncerndirektioner.

Heraf fremgår det, at lægerne og deres afdelinger har udfordringer med at overholde de maksimale ventetider på kræftområdet.

Rigsrevisionens undersøgelse bliver sat i værk, efter at der i foråret blev lavet en undersøgelse af forholdene i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Her ville man se på, om der var behov for en landsdækkende kulegravning af kræftområdet, og konklusionen er, at det er der.

Rigsrevisionen skal undersøge, om regionerne har overholdt de politisk fastsatte tidsgrænser, som giver kræftpatienter ret til hurtig undersøgelse og behandling.

Det indebærer, at patienterne skal tilbydes undersøgelse inden for 14 dage, hvis der er mistanke om, at de har kræft. Hvis det konstateres at være tilfældet, skal de opereres inden for 14 dage herefter.

Hvis det enkelte hospital ikke kan overholde tidsfristerne, skal det sikre, at patienten tilbydes behandling på et andet dansk eller udenlandsk hospital.