18. aug. 2023 - 15:24

Kvinde med ildslukker stoppet ved koranafbrænding i Stockholm




En koranafbrænding foran den iranske ambassade i Sverige fredag blev forsøgt stoppet af en kvinde med en ildslukker.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det privatpersonen Salwan Momika, som stod bag afbrændingen.

Han har irakisk baggrund og ville med afbrændingen rette kritik mod islam.

Under afbrændingen foran den iranske ambassade i Lidingö ved Stockholm stormede en kvinde frem mod Salwan Momika.

TT’s udsendte journalist skriver, at hun øjensynligt forsøgte at slukke ilden med en ildslukker.

Kvinden blev standset og tilbageholdt af politiet.

– Hun forstyrrede den almindelige orden, siger politiets pressetalsperson, Towe Hägg.

– Hun vil blive tilbageholdt, indtil hun ikke længere forstyrrer, og hun vil blive afhørt, hedder det.

Oven i at have forstyrret den offentlige orden mistænkes hun også for at have brugt vold mod en tjenestemand. Altså mod en betjent der forsøgte at hive ildslukkeren fra hende.

En anden kvinde, der var mødt op for at protestere mod koranafbrændingen, råbte efter Salwan Momika.

– Hvorfor er du en taber, Salwan?

Ingen er kommet til skade under optrinet.

Salwan Momika har stået bag en række afbrændinger af Koranen i Sverige.

Det har skabt stor vrede i visse muslimske kredse rundt om i verden.

Torsdag hævede det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, niveauet for mulig terror mod Sverige fra 3 til 4. Det højeste niveau er 5.

Det er sket som en følge af koranafbrændingerne, som den dansk-svenske højreaktivist Rasmus Paludan har bidraget til.

Der har på samme tid foregået en række koranafbrændinger i Danmark.

TT