18. aug. 2023 - 11:52

Klagesager om afslag på aktindsigt i Minksagen behandles af ombudsmanden




Folketingets Ombudsmand behandler i øjeblikket flere klagesager om lovligheden af myndigheders afslag på aktindsigt angående tilbagekaldelser af advarsler til embedsmænd i Minksagen.

Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse fredag.

– Resultatet af ombudsmandens undersøgelser vil blive offentliggjort, når det foreligger, står der i meddelelsen.

Ombudsmanden oplyser til Ritzau, at der ikke er nogen tidshorisont for, hvornår resultaterne kommer.

En advarsel er den mildeste form for disciplinære straf, og flere embedsmænd fik en advarsel i forlængelse af Minkkommissionens arbejde. Herunder departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.

Deres advarsler blev siden trukket tilbage.

Ti embedsmænd fik i forlængelse af Minkkommissionens arbejde forskellige disciplinære straffe, otte er nu droppet.

Senest var det advarslerne til politiinspektør Uffe Stormly og sektionsleder Birgitte Buch, som blev tilbagekaldt.

Tilbage står en advarsel til afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium Tejs Binderup og en disciplinær advarsel til daværende veterinærchef i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen.

Efter de mange tilbagerulninger af advarsler har der blandt andet været kritik af Minkkommissionens arbejde fra Jørn Vestergaard, der er professor emeritus ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

Han har blandt andet sagt, at han synes, at kommissionens arbejde gik for hurtigt. En kritik, der er imødegået af andre juraeksperter.

Minkkommissionen blev nedsat i april 2021 og afgav sin beretning i juni 2022.

Kommissionen skulle undersøge beslutningen om at aflive alle mink i Danmark i november 2020 under coronapandemien.

Et bilag sendt til to folketingsudvalg i maj, hvor kommissionens forskellige udgifter er oplistet, viser, at prisen for minkkommissionens arbejder var 38,4 millioner kroner.