17. aug. 2023 - 17:47

FSB-folk rammes af sanktioner fra USA: Forgiftede Navalnyj




USA pålægger sanktioner mod fire russere, som det beskylder for at have forgiftet oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj i 2020.

De fire er tilknyttet den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

Navalnyj afsoner en langvarig fængselsstraf i Rusland, som ifølge kritikere er politisk motiveret.

– I dag minder vi Vladimir Putin og hans regime om, at der er konsekvenser ikke bare for at føre en brutal og uprovokeret krig i Ukraine, men også for at forbryde sig mod det russiske folks menneskerettigheder.

Det siger viceminister i det amerikanske finansministerium Brian Nelson.

– Forsøget på at myrde Aleksej Navalnyj i 2020 repræsenterer Kremls foragt for menneskerettigheder. Og vi vil fortsætte med at bruge de bemyndigelser, vi råder over, til at stille Kremls villige og mulige bødler til ansvar, siger han.

Navalnyj fik i sidste årti titusinder af russere på gaden for at protestere mod styret.

Han blev i 2020, efter at være forgiftet i Sibirien med en nervegift, overført til et hospital i Berlin. Her konstaterede man, at giften var et forsøg på at myrde ham.

Da han i januar 2021 landede i Moskva lufthavn, blev han øjeblikkeligt anholdt. Han blev siden dømt ved en retssag, der er blevet fordømt af EU.

Sammenlagt skulle han afsone over 11 års fængsel. Men nye anklager mod ham førte til en ny dom tidligere på måneden. Her blev der lagt yderligere 19 år oven i hans straf.

Det undersøgende medie Bellingcat har afsløret – meget nøjagtigt – hvilke FSB-agenter der deltog i det formodede forsøg på slå Navalnyj ihjel.

De fire, som USA nu sætter på en sanktionsliste, er FSB-operatørerne Aleksej Aleksandrovitj Aleksandrov, Konstantin Kudrjavtsev, Vladimirovitj Osipov og Aleksandrovitj Panjaev.

Attentatet på Navalnyj var ifølge hans tilhængere besluttet højt oppe i den russiske ledelse. Hvis ikke af Putin selv.

Reuters