16. aug. 2023 - 14:39

Venstre er ikke længere repræsenteret i Bornholms Regionskommune




Venstre er for første gang nogensinde ikke repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune.

Det skriver TV 2/Bornholm.

Søren Schow og Heidi Burgedahl har nemlig meldt sig ud af Venstre. Duoen bliver løsgængere i kommunalbestyrelsen i stedet for.

– De ting, vi har gennemført, og de markeringer, vi har været ude med, er ikke blevet taget særligt godt imod i vores organisation.

– Hver gang vi har mødtes i partiet, har der været kraftige diskussioner om den politik, der bliver ført, og hvordan vi fører den, siger Søren Schow til Ritzau.

Det er den ene del af grunden for udmeldelsen, fortæller lokalpolitikeren.

Den anden del består i, at han ikke føler, at Venstre kan se ham i kommunalbestyrelsen som repræsentant for partiet.

– Jeg har gentagne gange fået bekræftet, at det bryder Venstre sig ikke om.

– Senest oplevede jeg det til opstillingsmødet, siger han.

Tirsdag var der opstillingsmøde om valg af folketingskandidater, og her fik han færrest stemmer af de opstillede. Det var åbenbart dråben for Søren Schow.

– Hvis hverken den politik jeg kan føre med det hold, der sidder i kommunalbestyrelsen, eller jeg som person falder i god jord hos Venstres medlemmer, så er det nok ikke der, jeg skal så mine frø.

Beslutningen om at forlade partiet har været flere år undervejs. Efter det seneste kommunalvalg, hvor Venstre gik fra fem mandater til to, blev kritikken ekstra stor for Søren Schow.

– Der er blandt andet en formand (i Venstre Bornholm, red.), som har stået og råbt mig ind i ansigtet, at jeg skulle sætte mig på bageste række og holde kæft, for hver gang jeg åbnede munden, blev det endnu værre, fortæller han.

Desuden har han hos medlemmer af partiet oplevet “krasse” kommentarer på baggrund af den politik, Venstre har ført i kommunalbestyrelsen.

Søren Schow fortsætter som nævnt i kommunalbestyrelsen som løsgænger og har ikke overvejet et nyt parti. Han bekræfter, at han og Heidi Burgedahl vil bestå som én gruppe i kommunalbestyrelsen.