16. aug. 2023 - 12:14

K indstiller folketingsmedlem som ny EU-spidskandidat




De Konservatives forretningsudvalg indstiller folketingsmedlem Niels Flemming Hansen som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet næste år.

Det siger formand Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde onsdag i Nyborg.

Som nummer to og tre på listen indstilles de tidligere folketingsmedlemmer Marcus Knuth og Birgitte Bergman.

På De Konservatives landsråd, der bliver afholdt 23. og 24. september, skal medlemmerne vælge partiets nye spidskandidat.

Her ønsker partiets forretningsudvalg en anden spidskandidat end Pernille Weiss, der i 2019 blev valgt ind i EU-Parlamentet.

Det skyldes, at det tidligere i år kom frem, at en række forhenværende medarbejdere på Pernille Weiss’ kontor i Bruxelles oplevede et ubehageligt arbejdsmiljø, og at mange ansatte havde forladt kontoret.

Søren Pape opfordrede desuden Pernille Weiss til at trække sig fra EU-Parlamentet, men det har hun afvist.

Hun har dog stadig mulighed for at blive spidskandidat igen.

De Konservatives vælgerforening på Fanø har nemlig indstillet hende, og hun har sagt ja til opfordringen.

På pressemødet onsdag middag siger Søren Pape Poulsen, at “det ikke var vores ønske, at vi skulle ud at finde en anden spidskandidat”.

– Det var en nødvendighed. Alle kender årsagerne, siger formanden.

De Konservative afviste ellers i maj, at et af partiets folketingsmedlemmer skulle være ny spidskandidat, men det kan altså ske nu.

Det skyldes blandt andet et ønske om at undgå spekulationer om, at Pape Poulsen skulle have ambitioner om at komme i EU-Parlamentet – og så et reelt ønske om EU-politik fra Niels Flemming Hansen, siger K-formanden.

– Folk råber altid på at få nogle politikere, der har prøvet noget andet end politik. Det har han i hvert fald, siger Søren Pape Poulsen med henvisning til Niels Flemming Hansens baggrund inden for blandt andet salg.

Niels Flemming Hansen har ikke ønsket at kommentere opstillingen yderligere før landsrådet.

Han har siddet i Folketinget siden 2019. Han er blandt andet formand for Europaudvalget og europaordfører.

Marcus Knuth sad i Folketinget fra 2015 og indtil valget i 2022, hvor han ikke blev genvalgt. Han skiftede parti fra Venstre til De Konservative i 2019.

Birgitte Bergman var folketingsmedlem fra 2019 til 2022.

Pernille Weiss har kommenteret indstillingen af Niels Flemming Hansen på Facebook.

– Du fortjener anerkendelse og ros for at kandidere til pladsen som spidskandidat, fordi du både er en visionær og dygtig kollega, der forstår at gøre komplicerede emner konkrete og få dem i øjenhøjde, så folk kan være med. Og så er du en god kammerat, skriver hun blandt andet.