16. aug. 2023 - 11:44

Avis: USA forsøger at presse Iran til at stoppe droner til Rusland




USA forsøger at overtale Iran til ikke at levere flere droner til Rusland, som Moskva-styret hidtil har brugt til mange angreb i Ukraine.

Det er sket under indirekte forhandlinger med præstestyret i Teheran om en atomaftale og en fangeudlevering, skriver avisen Financial Times.

Forhandlingerne har fundet sted i Oman og Qatar.

En iransk embedsmand og andre personer, der har kendskab til forhandlingerne, bekræfter over for avisen, at USA ønsker, at Iran stopper med at levere droner og reservedele til Rusland.

Iran benægter officielt, at dets droner bliver brugt i Ukraine.

Den iranske embedsmand siger dog til avisen, at Iran gentagne gange har bedt Rusland om ikke at anvende dem i krigen. Men USA ønsker “flere konkrete skridt”, siger iraneren.

De indirekte forhandlinger i Oman og Qatar mellem de to parter har handlet om en mulig fangeudveksling. Det har ført til, at fire fængslede iransk-amerikanske borgere i sidste uge kunne forlade det berygtede Evin-fængsel i Iran for i stedet at blive sat i husarrest.

En vellykket fangeudveksling og et stop for dronerne ville være præsident Joe Bides første gennembrud i forhold til Iran. Det kan bane vej for at genoplive atomaftalen med Iran fra 2015, som den tidligere præsident i USA, Donald Trump, rev i stykker.

De iranske droner bliver næsten dagligt brugt af Rusland til at angribe Ukraine. Senest onsdag, hvor 13 iranske droner ifølge det ukrainske luftvåben blev skudt ned over regionerne Odesa og Mykolajiv.

– Vi har gjort det klart, at Iran må nedtrappe for at skabe rum for et fremtidigt diplomati, sagde USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, tirsdag til avisen.