Bavarian Nordic får gode resultater for selskabets vaccine mod den myggespredte chikungunya-feber hos voksne og unge.
Det oplyser Bavarian Nordic i en børsmeddelelse.
I alt deltog 3254 personer mellem 12 og 64 år i forsøget. 98 procent af de personer, som fik vaccinen, producerede neutraliserende antistoffer.
Chikungunya er en myggebåren virussygdom forårsaget af chikungunya-virus. De typiske symptomer er feber, udslæt, træthed, hovedpine og ledsmerter.
I juni præsenterede det danske medicinalselskab ligeledes positive resultater for den samme vaccine hos personer på 65 år eller mere.
De gode testresultater får Bavarian Nordic til at sigte mod at indsende ansøgninger til godkendelse af vaccinen i USA og Europa i 2024.
Det skal understøtte en potentiel lancering af vaccinen året efter, skriver selskabet.
– Med en hurtig og varig respons har vores vaccine potentialet til at blive den bedste i klassen til at forhindre chikungunya-infektioner hos alt fra unge til ældre voksne, udtaler Paul Chaplin, præsident og topchef i Bavarian Nordic, i meddelelsen.
Mandag formiddag ligger Bavarian Nordic øverst i det danske C25-indeks. Indekset indeholder de 25 mest handlede aktier på børsen i København.
Klokken 09.30 står selskabet til en stigning på omkring 6,5 procent.
Det danske medicinalfirma købte vaccinen mod chikungunya-feber i februar i år. I samme omgang købte selskabet også en vaccine mod tyfus og en mod kolera.
Den samlede købspris på vaccinerne lød på omkring 2,6 milliarder kroner.
I juli måtte Bavarian Nordic droppe udviklingen af en vaccine mod RS-virus målrettet personer over 60 år. Det skyldtes, at det afgørende fase 3-forsøg viste, at vaccinen ikke var effektiv nok.
Virussen giver typisk forkølelsessymptomer, hoste og feber. Hos børn under seks måneder og personer med svækket immunforsvar, eksempelvis ældre, kan sygdommen udvikle sig og give infektioner i de nedre luftveje.
Bavarians RSV-vaccine skulle forebygge svær sygdom hos ældre som følge af RS-virus.
Men vaccinen viste sig kun at være effektiv over for tre symptomer på sygdommen i 42,9 procent af tilfældene. Dermed opfyldte den ikke det opstillede kriterium.