Kupmagerne i Niger beskylder Frankrig for at have planer om at blande sig militært for at få genindsat præsident Mohamed Bazoum.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
De hævder desuden, at Nigers væltede regering har givet Frankrig tilladelse til at udføre angreb mod præsidentkontoret for at befri præsident Bazoum.
I udtalelser på statsligt tv siger oberst Amadou Abdramane, en af de ansvarlige for sidste uges kup, at tilladelsen er blevet underskrevet af Nigers udenrigsminister, Hassoumi Massoudou. Det skriver Reuters.
Massoudou skal have handlet som fungerede premierminister.
Bazoum blev taget til fange på sit kontor i forbindelse med kuppet onsdag.
Frankrig, der er Nigers tidligere koloniherre, har fordømt kuppet og opfordret til, at præsident Bazoum bliver genindsat.
Frankrig har ikke annonceret nogen militær indblanding.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, gjorde det søndag dog klart, at Frankrig “øjeblikkeligt” vil skride til handling, hvis franske statsborgere i Niger bliver udsat for angreb.
Det sagde han, efter at tusindvis af demonstranter havde protesteret ved Frankrigs ambassade i Niger.
Kupmagerne har i en udtalelse mandag anklaget sikkerhedsstyrker fra en udenlandsk ambassade for at affyre tåregas mod kupmagernes tilhængere. Det fremgår ikke, hvilken ambassade der skal være tale om.
Mohamed Bazoum, der sent onsdag blev væltet, blev i 2021 den første demokratisk valgte præsident i Niger.
Niger er et af verdens fattigste lande. Det ligger i Vestafrika og grænser blandt andet op til Algeriet, Libyen, Mali og Nigeria.
Landet har kæmpet med politisk uro, siden det opnåede selvstændighed fra Frankrig i 1960.