26. jul. 2023 - 22:33

Facebooks ejer vokser igen hastigt efter opbremsning i 2022




Både omsætning og overskud tager et solidt spring i vejret hos selskabet Meta, som står bag de sociale medier Facebook og Instagram.

Det viser Metas halvårsregnskab, som er offentliggjort onsdag aften.

Selskabet overgår i andet kvartal forventningerne med en omsætning på 32 milliarder dollar.

Det svarer til 215 milliarder kroner og er 11 procent mere end samme kvartal sidste år.

– Vi havde et godt kvartal, konstaterer Meta-direktør og -grundlægger Mark Zuckerberg kortfattet i en pressemeddelelse og fremhæver en række indsatsområder.

Blandt dem er det sociale medie Threads, som skal konkurrere med Twitter, der netop er blevet omdøbt til X.

Med regnskabet lader Meta til at være tilbage på det vanlige vækstspor.

I 2022 førte generel økonomisk uro efter det russiske angreb på Ukraine til en opbremsning i markedet for onlineannoncer

Det seneste kvartal bød imidlertid på øgede annoncevisninger for Meta. De steg således med 34 procent. Den gennemsnitlige pris på annoncerne faldt dog med 16 procent på et år.

Men selv om det var et lidt større fald end ventet i annoncepriserne, afskrækker det ikke aktionærerne.

Meta-aktier er nemlig steget med omkring fem procent efter offentliggørelsen af regnskabet.

2023 har generelt været et godt år på aktiemarkederne for de amerikanske tech-selskaber, og Zuckerberg har døbt året “effektivitetens år”. Det kommer ovenpå store fyringsrunder siden sidste november.

– Med to kvartaler i træk med omsætningsvækst og det første kvartal med tocifret omsætningsvækst siden sent i 2021 er Metas effektivitetsår kommet stærkt fra start, siger analytiker hos Insider Intelligence Debra Aho ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Der er en masse ting, som kan gøre én optimistisk, hvad angår Meta lige nu.

Selskabets nettooverskud for kvartalet endte på 7,8 milliarder dollar. Det svarer til 52,4 milliarder danske kroner og er 16 procent mere end samme kvartal året forinden.

Det månedlige antal aktive brugere steg til godt og vel tre milliarder ved udgangen af juni 2023. Det er en stigning på tre procent på et år.