15. jul. 2023 - 5:23

Forsvarschefer vil have Nato-base i Norden – eksperter advarer




Med optagelsen af Finland og snart Sverige er hele Skandinavien snart en del af Nato.

Og den nye, samlede nordiske forsvarsalliance hviler ikke på laurbærrene, når det kommer til at markere en fælles front mod Rusland.

På sigt tager Natos nye medlemmer plads i kommandocentralen i Norfolk i den amerikanske delstat Virginia.

Men ifølge den norske avis Klassekampen har de fem lande også foreslået at etablere en helt ny kommandocentral i Nordeuropa.

Den norske forsvarschef, Eirik Kristoffersen, fortalte torsdag avisen, at Norge ser Bodø som det mulige nye hovedkvarter.

Ifølge forsvarschefen vil en regional tilstedeværelse betyde, at man kan drage nytte af de særlige militære udfordringer, der er i Norden.

– Vi ønsker ikke at etablere ny infrastruktur og vil bruge den eksisterende. Norge har en flot og yderst velfungerende base uden for Bodø, siger han til Klassekampen.

Basen er det norske forsvars operative hovedkvarter. I forvejen har Nato europæiske kommandocentraler i både Holland og Italien.

Flere eksperter advarer dog om, at det bestemt ikke vil være populært i Rusland, der deler grænse med Norge.

– Det kan blive opfattet som en fjendtlig handling. Dette er et område, som er af stor strategisk betydning for Rusland, siger jurist og konfliktforsker Cecilie Hellestveit til Klassekampen ifølge nyhedsbureauet NTB.

Professor ved Forsvarets Højskole i Norge Tormod Heier siger også til avisen ifølge NTB, at Rusland vil tolke det, som at ærkefjenden USA forstærker sit militære aftryk i Nordeuropa.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var begejstret, da Sverige efter en længere kamp tidligere på ugen fik opbakning til Nato-medlemskab af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der hårdnakket har blokeret processen.

Det var hun ikke mindst på grund af den potentielle betydning for det nordiske forsvarssamarbejde.

– Nu får vi et samlet Norden, hvad angår sikkerhed. De nordiske lande har fulgtes ad i rigtig mange sammenhænge, men vi har ikke kunnet gøre det fuldt ud på den sikkerhedspolitiske scene. Det kan vi nu, sagde Mette Frederiksen.