15. jul. 2023 - 3:20

Ansat mister livet ved ulykke på russisk atomkraftværk




En ansat på et russisk atomkraftværk i Uralbjergene cirka 1600 kilometer øst for Moskva er omkommet ved en ulykke på værket.

Det oplyser det statslige russiske atomagentur Rosatom.

– Hændelsen er hurtigt blevet lokaliseret og udgør ikke nogen fare for befolkningen, hedder det i en udtalelse, som Rosatom har offentliggjort via beskedtjenesten Telegram.

Der er ifølge Rosatom ikke frigivet radioaktive stoffer ved ulykken, der fandt sted på Uralbjergenes Elektrokemiske Konsortium, som værket hedder.

Medarbejderen omkom, da lufttrykket på værket faldt, efter at der fredag gik hul på en beholder, der indeholdt en kubikmeter forarmet uran.

Ingen af atomkraftværkets øvrige ansatte skal være kommet til skade.

Forarmet uran er et radioaktivt restprodukt, som er tilbage, når uran har gennemgået en berigelsesproces.

Ifølge en redegørelse fra Rosatom indeholder den forarmede uran, som blev opbevaret i den defekte beholder, knap 60 procent af den mængde radioaktivitet, som findes i naturligt forekommende uran.

Målinger ved værket har ikke kunnet påvise nogen øget radioaktivitet, oplyser Rosatom.

Atomkraftværket ligger tæt på byen Novouralsk.

Værket producerede den første atomenergi, der blev lavet i Sovjetunionen. Det hører i dag under Rosatom, som har monopol på opførelsen og driften af atomkraftværker i Rusland.

dpa