15. jul. 2023 - 2:06

Kvinde får seks års fængsel for at skubbe betjente under stormløb




En 54-årig kvinde fra Florida er blevet idømt seks års fængsel ved en føderal domstol i Washington D.C. for sin rolle i stormløbet på Kongressen.

Hun var en del af en større gruppe, som brød gennem politiafspærringerne uden for den amerikanske kongresbygning i USA’s forbundshovedstad, Washington D.C.

Stormløbet fandt sted 6. januar 2021 og blev iværksat af tilhængere af den dengang afgående republikanske præsident, Donald Trump.

Kvinden blev i januar kendt skyldig i syv anklagepunkter. Først nu har hun fået sin dom.

Ifølge dommen greb hun på et tidspunkt fat i en politibetjents skjold. Senere skubbede hun en anden betjent med en flagstang. Noget som gjorde, at betjenten faldt og slog hovedet.

Desuden var hun med til at skubbe flere politibetjente ned ad en trappe.

Ifølge domsbogen havde kvinden forud for stormløbet opfordret til revolution på forskellige sociale medier, og så var hun med til at udarbejde en erklæring, der handlede om, at Det Demokratiske Parti skulle forbydes.

Demonstranterne, som stormede Kongressen, ville forsøge at hindre Kongressens endelige godkendelse af demokraten Joe Bidens valgsejr ved præsidentvalget, som var blevet afholdt to måneder forinden.

Godkendelsen af valgresultatet fandt netop sted 6. januar.

Flere end 1000 personer er blevet anholdt på tværs af USA i forbindelse med amerikansk politis efterforskning af stormløbet på Kongressen.

Foreløbig er flere end 350 blevet sigtet eller tiltalt for at have angrebet politiet eller for at have hindret politiets arbejde i og omkring kongresbygningen 6. januar 2021.

En lang række personer er allerede blevet dømt.

Blandt andet er stifteren af den højreradikale gruppe Oath Keepers, Stewart Rhodes, blevet idømt 18 års fængsel for sin rolle under stormløbet.

Både tilhængere af Oath Keepers og Proud Boys, der er en anden gruppe på den yderste højrefløj, deltog i angrebet på Kongressen.

NTB