Det kan komme til at få konsekvenser for billetsalget i de danske biografer, at titusindvis af Hollywood-skuespillere har valgt at gå i strejke.
Det fortæller administrerende direktør for brancheforeningen Danske Biografer Michael Valentin.
– Det er brandhamrende ærgerligt, fordi Danske Biografer er vant til at sende nogle af de store, flotte amerikanske film.
– Vi håber, at det hurtigt går over, fordi det ellers kan komme til at få ærgerlige konsekvenser for billetsalget, siger han.
Strejken, der begyndte torsdag aften, betyder, at alle film og tv-serier i USA vil blive ramt med undtagelse af uafhængige produktioner.
Tidspunktet for strejken er ifølge Michael Valentin uheldig.
– Biograferne var helt lukket ned under coronapandemien, og produktionen stod også stille. Det rammer os stadig og vil gøre det igen næste år, fordi vi må vente længere på de film, der skulle være produceret i den periode, siger han.
Michael Valentin glæder sig dog over, at mange danskere er vendt tilbage i biografsalene efter pandemien.
I 2022 blev der ifølge Danmarks Statistik solgt 9,9 millioner biografbilletter i Danmark. Inden coronapandemien lå salget fra 2015-2019 i gennemsnit på 12,8 millioner solgte billetter.
– Skulle strejken trække ud, tror jeg, at danskerne fortsat vil tage i biografen for at se film, selv om det vil blive nogle andre end de amerikanske.
– Der er masser af andre film både franske men også danske. Danmark har en egenproduktion af fantastiske film, som danskerne er vilde med, siger Michael Valentin.
Han hæfter sig ved, at 30 procent af de solgte biografbilletter i Danmark i 2022 var til danske film.
I samme periode var 59 procent af de solgte billetter til amerikanske film. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
– Det skal nok gå, biograferne er sejlivede, og danskerne elsker deres biografer, siger Michael Valentin.
“Gladiator 2” og “Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two” er ifølge The Guardian blandt de film, der risikerer at blive forsinket af strejken.