Borgere i Berlin skal fremover have id’et op fra lommen, hvis de vil bruge byens offentlige pools til at køle ned i sommervarmen.
Det har lokalregeringen besluttet efter en række voldsepisoder, der har trukket overskrifter i tyske medier.
Yderligere har man nu installeret overvågningskameraer og sikkerhedsvagter i to svømmebassiner i de hippe Neukölln- og Kreuzberg-nabolag, der har været særligt ramt af voldelige hændelser i løbet af sommeren.
I weekenden brød et masseslagsmål ud mellem 50 unge i poolen i Neukölln, hvilket fik politiet til at gribe ind for at opbryde menneskemængden.
Siden da har adskillige af svømmebassinets medarbejdere meldt sig syge, og poolen har været tvunget til at holde lukket.
Myndighederne har også besluttet at lukke adgangen til vandrutsjebaner og vipper i poolen i Neukölln og en anden i nordlige Pankow.
De nye tiltag blev offentliggjort af Berlins borgmester, Kai Wegner, som er fra den tidligere kansler Angela Merkels kristenkonservative parti, CDU.
Det vil også være muligt for besøgende at booke billetter på forhånd for at sikre sig adgang til en kold dukkert.
– Vi vil sikre, at alle, der kommer til en offentlig pool, er registreret på forhånd, fortæller Kai Wegner.
Ifølge borgmesteren er målet at afskrække personer, der gentagne gange har brudt med de offentlige retningslinjer.
Dem, der bandlyses fra svømmebassinerne, formår ofte alligevel at snige sig ind, da det er svært at identificere dem.
Ifølge repræsentanter fra den myndighed, der står for at drive de 61 offentlige pools i Berlin, er flere medarbejdere stressede over de mange uroligheder.
– Antallet af hændelser og opførslen fra nogle af badegæsterne er en ekstrem byrde for vores meget dedikerede ansatte, lyder det i en udtalelse fra myndigheden ifølge mediet Exberliner.
dpa