Syv år efter sin første sejr i verdens største cykelløb kan Ion Izagirre skrive endnu en Tour de France-etapesejr på cv’et.
Torsdag vandt den baskiske Cofidis-rytter 12. etape af Touren. Izagirre var med i et udbrud og kørte væk fra det med omkring 30 kilometer til mål på vej op ad dagens sidste stigning.
Efter et langt soloridt kunne Izagirre hæve armene i triumf og fejre sin fjerde grand tour-etapesejr i karrieren og altså den anden i Tour de France.
Det er Cofidis-holdets anden etapesejr i løbet. Holdets franske rytter Victor Lafay vandt 2. etape. Inden den bedrift havde Cofidis ikke vundet en Tour-etape i 15 år.
Det er desuden den anden etapesejr af en spanier på tre dage. Inden Pello Bilbaos triumf tirsdag var der gået fem år uden en spansk etapesejr.
Der skete ingen forskydninger i toppen af klassementet torsdag. Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar sad klistret til hinanden fra start til mål uden at udfordre hinanden. Til det var stigningerne for små.
Det betød dog ikke, at det var en afslappende dag i feltet.
Etapen var nemlig usædvanligt hektisk fra start. Med en etapeprofil, der så ud til at være for nem for klassementsfolkene og for hård for sprinterne, var der et hav af ryttere, der ville afsted i udbrud.
Da løbet blev givet frit, startede angrebene fra feltet da også øjeblikkeligt. Men trods utallige forsøg fra utallige ryttere – herunder en insisterende Mattias Skjelmose – gik der lang tid, før nogen kom afsted.
På et tidspunkt måtte Jonas Vingegaard reagere, da Jai Hindley, som er nummer tre i klassementet, accelererede. Det førte dog ikke til noget.
Først lidt over halvvejs på etapen efter omkring to timers stressende kørsel på veje, der gik op og ned, blev en decideret udbrydergruppe dannet.
Blandt de 15 ryttere var ikke Mattias Skjelmose. Det var til gengæld hans landsmand og holdkammerat Mads Pedersen.
Eksverdensmesterens mulighed for at lave et stort resultat så dog lille ud.
Tre stigninger – to i kategori 2 og én i kategori 3 – skulle bestiges på den sidste halvdel af ruten. Her kom Pedersen til kort, og han måtte slippe frontgruppen på vej op ad stigning nummer to.
Efter at være stukket af fra frontgruppen rundede Ion Izagirre toppen på dagens sidste stigning alene. Cofidis-baskeren havde nu 28 kilometer ned til målstregen i Belleville-en-Beaujolais.
Izagirre havde 25 sekunder ned til de nærmeste forfølgere på toppen, og det var altså nok.
Flere ryttere jagtede ellers baskeren intenst, men Izagirre holdt dem bag sig og endte med at være i mål et minut før nummer to og tre, Mathieu Burgaudeau og Matteo Jorgenson.