13. jul. 2023 - 1:06

Ukraine melder om 20 nedskudte russiske droner i natligt angreb




For tredje nat i træk har den russiske hær sendt droner ind over den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Der kunne høres eksplosioner i forbindelse med angrebet. Det oplyser embedsmænd fra det ukrainske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ud over i Kyiv blev der også meldt om eksplosioner i blandt andet Mykolajiv, som ligger i det sydlige Ukraine mellem Kherson og Odesa.

20 droner og to krydsermissiler er ifølge en talsperson for luftvåbnet blevet skudt ned over hovedstaden. En person er her blevet dræbt og mindst fire såret, oplyser talspersonen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er sket skader i tre distrikter, hvor der er faldet vragrester fra droner ned.

Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, skriver på beskedtjenesten Telegram, at der er kaldt beredskab ud til flere distrikter i hovedstaden. Det drejer sig om Solomjanskij, Sjevtjenkivskyj, Podilskyj og Darnytskyj.

Vitalij Klytjko skriver på Telegram, at to personer er blevet indlagt i Darnytskyj-distriktet, men oplyser ikke noget om alvoren af deres skader.

Desuden er to personer blevet hjulpet på stedet i Sjtjevtjenkiv-distriktet.

Flere medier har spekuleret i, om Rusland har skruet op for angrebene som en slags styrkemarkør, mens lederne af den vestlige forsvarsalliance Nato i denne uge har mødtes i den litauiske hovedstad, Vilnius.

Også Volodymyr Zelenskyj, præsident for Ukraine, som ikke er medlem af Nato, var til stede og har blandt andet mødtes med den amerikanske præsident, Joe Biden.

Her har de blandt andet drøftet den amerikanske støtte til Ukraine, og hvordan den modoffensiv, som Ukraine lancerede i starten af sommeren, forløber.