24. jun. 2023 - 22:10

Wagner-soldater trækker sig fra russisk millionby




Soldater fra Wagner-gruppen begynder lørdag aften at trække sig tilbage fra storbyen Rostov, som den private militære gruppe havde indtaget.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og Tass.

I Rostov, som har lidt over en million indbyggere, havde Jevgenij Prigozjins soldater indtaget distriktets militære hovedkvarter.

Det skete i de tidlige morgentimer lørdag.

Sociale medier har hele dagen svirret med rygter om, at der havde været eksplosioner i byen, og at der havde lydt skud.

Der var også forlydender om, at tjetjenske krigere var på vej for at bekæmpe Wagner-gruppen, skriver BBC.

Lørdag aften viser billeder på sociale medier, at en del indbyggere i Rostov taktfast klapper Wagner-gruppens soldater ud af byen.

Også i den sydlige region Lipetsk begynder myndighederne at ophæve de restriktioner, der tidligere lørdag blev indført, skriver AFP.

Her havde myndigheder opfordret folk til at blive inden døre.