23. jun. 2023 - 16:26

Student er i kritisk tilstand efter ulykke i Nordsjælland




En student meldes i kritisk tilstand efter et fald fra en vogn i Hornbæk fredag. Det oplyser politiet på Twitter.

Under eskorte er studenten blevet kørt til Rigshospitalet i København. Den unge mand er 20 år.

Hvordan faldet skete, er ikke umiddelbart afklaret, oplyser Nordsjællands Politi. Men de første og foreløbige oplysninger er gået ud på, at den unge faldt af, da vognen kørte med en fart af cirka 50 kilometer i timen, oplyser vagtchefen.

De pårørende er blevet underrettet om ulykken, som skete på Nordre Strandvej.

Politiet er på stedet og forsøger at klarlægge forløbet, meddeler man fredag eftermiddag. En bilinspektør skal stå for undersøgelsen. Alarmen om ulykken blev modtaget klokken 15.16.

– Vi har taget hånd om den resterende del af klassen og har kørt dem væk i en bus, oplyser vagtchefen hos politiet.

Eleven kommer fra Espergærde Gymnasium, oplyser politiet. Her vil man tilbyde krisepsykologisk bistand i næste uge.