06. jun. 2023 - 15:33

Skjerns indbyggere står helt uden læge efter konkurs




Skjern står nu helt uden læge, efter at byens eneste lægetilbud, Dit Lægehus Skjern, er gået konkurs.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Der er omkring 7600 borgere tilknyttet lægehuset.

Koncerndirektør i regionen Anders Kjærulff kalder det “en meget ulykkelig situation”.

– Vi arbejder intenst på at sikre borgerne i Skjern lokal lægehjælp. Både de kommende dage og på længere sigt.

– Så snart vi ved mere, informerer vi på regionens hjemmeside og skriver direkte til alle berørte borgere, lyder det i pressemeddelelsen.

Berørte borgere får direkte besked om deres fremtidige lægetilbud via digital post. Er man fritaget for digital post, får man et brev.

Lægehusets ansatte er sendt hjem, skriver TV Midtvest. Ifølge klinikkens hjemmeside drejer det sig om en stab på 28 personer.

Klinikken er indtil videre lukket.