04. jun. 2023 - 13:17

Se fotos: FCK-fans i guldmarch mod Parken




En stor gruppe fans af FCK er søndag eftermiddag på vej fra Rådhuspladsen i det centrale København til Parken, der ligger i bydelen Østerbro.

Det er en travetur, der normalt tager en lille time, men da det jo for FCK-fansene er en festlig dag, kommer den nok til at tage lidt længere tid.

FCK sikrede sig det danske mesterskab i sidste spillerunde, da de på udebane vandt 2-1 i Viborg, hvorefter nærmeste forfølger, FCN, på udebane tabte 1-5 i Brøndby.

Der er fire point imellem de to klubber inden dagens runde, som er den sidste i denne sæsons Superliga. Derfor kan FCK ikke indhentes.

Det er FCKs andet mesterskab i træk – og nummer 15 i alt.

Der er tradition for, at FCK fester i den sidste hjemmekamp. Bl.a. er det en tradition, at nogle fans smider badedyr ned på banen i Parken.