30. nov. 2022 - 11:16

Kendt kræftsyg borgmester på vej tilbage – men der er LANG vej endnu

Foto: Michael Ziegler


Den kræftsyge borgmester for Høje Taastrup, Michael Ziegler (K), er langsomt, men sikkert på vej tilbage til en sygdomsfri tilværelse. Men der er lang vej endnu.

På sin Facebook-profil skriver han:

“Kære alle,

For godt en måned siden bragte jeg den triste nyhed om, at jeg havde fået akut leukæmi og ville være sygemeldt i en længere periode.

Nu er tiden inde til en opdatering. For jeg har rundet første vigtige milepæl. Jeg har fået første behandling med kemoterapi og fik i onsdags taget en ny knoglemarvsbiopsi. Resultatet kom i dag.

Og resultatet er godt! Behandlingen har virket. På lægesprog er jeg i “komplet remission”. Det betyder, at der i princippet ikke kan spores ondartede kræftceller i min knoglemarv.”

Som det kan ses på billedet her på siden, har terapien fået Michael Ziegler til at tabe håret, Dette er en ganske normal bivirkning ved behandlingen.

LÆS OGSÅ: Blev bedt om at dæmpe sig: Flækkede øjenbrynet på medpassager med chokolade

At behandlingen er gået godt, betyder dog på ingen måde, at borgmesteren er rask – endnu.

Han skal nu i gang med anden behandling med kemo-terapi.

Michael Ziegler har været borgmester i Høje-Taastrup siden 2006. Han sidder også i bestyrelsen for Kommunernes Landsforening, og Michael Ziegler blev et kendt navn på landsplan, da han var chefforhandler for kommunerne i forbindelse med konflikten med lærerne omkring folkeskole-reformen i 2013.

Borgmesteren er 54 år, og han valgte at sygemelde sig , da han fik konstateret leukæmi – også kendt som blodkræft. I stedet er Kurt Scheelsbeck (K) fungerende borgmester i Høje Taastrup.

Michael Ziegler skriver på Facebook-opslaget, at han ikke ved, hvor mange behandlinger med kemoterapi, han skal have.