17. maj. 2023 - 16:05

Øv for Kevin Magnussen: Formel 1-løb er aflyst!




Arkivfoto

Weekendens Formel 1-løb på Imola-banen i Italien er onsdag blevet aflyst på grund af uvejr. Det oplyser Formel 1-arrangøren på Twitter.

Uvejret har stået på i flere dage, og de voldsomme nedbørsmængder har forårsaget ødelæggelser i området. En flod er gået over sine bredder tæt ved Imola-banen.

Byen Cesena, som ligger 60 kilometer fra Imola, er blandt dem, som er hårdest ramt af uvejret. Det ekstreme vejr er gået ud over hele Emilia-Romagna-regionen.

Dermed kommer Kevin Magnussen og Haas-teamet ikke i aktion i denne weekend.

Efter planen skulle Formel 1-bilerne fredag indlede med to træninger, men selv om vejrudsigten lover bedring, står det allerede nu klart, at det ikke vil kunne lade sig gøre at gennemføre kørsel på banen.

Asfalten på Imola-banen står under vand, og også Formel 2 har fået aflyst alle begivenheder.

– Det er sådan en tragedie, hvad der er sket i Imola og Emilia-Romagna. Det er byen og regionen, hvor jeg voksede op.

– Mine tanker og bønner er med ofrene for oversvømmelserne, og alle som er påvirket af dem, siger Stefano Domenicali, øverste chef for Formel 1.

Politikerne i Italien havde inden onsdagens beslutning anmodet om at få aflyst Formel 1-løbet. Det er der blevet lyttet til fra Formel 1-ledelsens side.

– Beslutningen, som er blevet taget, er den rigtige for alle i lokalsamfundet og for Formel 1-familien.

– Vi skal kunne garantere for sikkerheden og ikke skabe ekstra problemer for myndighederne, mens de skal håndtere denne forfærdelige situation, forklarer han.

Onsdag eftermiddag skriver AFP, at fem personer er døde, og tusinder er blevet evakueret fra Emilia-Romagna-regionen som følge af uvejret.