14. maj. 2023 - 11:11

Brand lørdag aften: Kvinde er sigtet!




En 23-årig kvinde er blevet sigtet for forsætlig brandstiftelse efter en brand på Sønderskov-kollegiet i Sønderborg lørdag aften.

Det fortæller vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Branden brød ud på kvindens kollegieværelse. Ifølge politiets tekniske undersøgelser var der flere arnesteder på værelset.

Den 23-årige var ikke på kollegiet, da politi og brandvæsen nåede frem.

Hun blev til gengæld fundet et andet sted i Sønderborg søndag morgen og blev i den forbindelse anholdt af politiet.

Hun fremstilles senere søndag i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

LÆS OGSÅ: Brand raserer lejlighed i boligkompleks

Ingen kom til skade ved branden, som blev slukket i løbet af et kvarter.

Det var ikke nødvendigt at rømme kollegiet i forbindelse med branden.

– Der var dog nogle beboere på naboværelserne, som forlod deres værelser under brandslukningen, siger Søren Strægaard.

Der er 176 kollegieværelser og -lejligheder på Sønderskov-kollegiet.

Politiet modtog anmeldelse om branden klokken 19.42.