11. maj. 2023 - 15:18

Pædagog medhjælper voldtog anbragte kvinder: Slipper billigt 

Foto: Danmarks Domstole 


En mandlig pædagogmedhjælper slipper med en fængselsdom på seks måneder for seksuelle overgreb på to unge, anbragte kvinder.

Det har Vestre Landsret afgjort torsdag.

Landsretten har anerkendt strafgrundlaget, men strafudmålingen er en betydelig lempelse af den halvandet år lange fængselsdom, som byretten nåede frem til i december sidste år.

De to kvinder, som var anbragt på et opholdssted i Østjylland, var henholdsvis 18 og 19 år på gerningstidspunktet.

Overgrebene fandt sted i marts sidste år på en sommerhustur i Midtjylland.

Her udsatte den 32-årige mand dem for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Han havde selv medbragt alkohol på turen.

I det ene tilfælde var kvinden så beruset, at hun ikke var i stand til at modsætte sig handlingerne, har politiet tidligere oplyst.

Foruden fængselsstraffen er den 32-årige mand blevet frakendt retten til at arbejde med børn og unge under 18 år. Det er han i en periode på fem år.

Det er blevet stadfæstet af landsretten torsdag.

Kvinderne fik af byretten tilkendt en erstatning på 25.000 kroner. Den er i landsretten blevet sat ned til 15.000 kroner.