27. apr. 2023 - 17:44

Tidligere Wagner-soldat frikendt for vold mod politi i Norge

www.presse-fotos.dk


Den tidligere soldat i den private russiske hær, Wagner-gruppen, Andrej Medvedev er blevet frikendt for vold mod politiet i Norge.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Medvedev har været anklaget for at deltage i et slagsmål foran et værtshus i Oslo den 22. februar.

I forbindelse med slagsmålet skulle Wagner-afhopperen have forsøgt at sparke politibetjente, da de ville anholde ham. Ifølge NTB har den 26-årige Wagner-afhopper erkendt sig skyldig i slagsmålet.

– Det er meget godt, at han er blevet frikendt for det, som var mest alvorligt. Vi har opfattet det som ganske klart og er glade for, at retten er enig med os, siger Medvedevs forsvarsadvokat, Brynjulf Risnes, til det norske medie Dagbladet ifølge NTB.

Medvedev har også været sigtet for at medbringe en luftpistol på en bar i Oslo. Det har han ligeledes erkendt sig skyldig i.

LÆS OGSÅ: Talkshowvært Jerry Springer død – kendt for TV-slagsmål