27. apr. 2023 - 12:28

Flere klager over politiets adfærd: Truede med vandpyt

www.presse-fotos.dk


– Så kommer du ned at ligge i en vandpyt.

Udtalelsen kom fra en politibetjent under en diskussion med en borger om, hvorvidt vedkommende måtte filme. Og det er en af flere klager over politiets adfærd, som sidste år endte med kritik.

Det fremgår af årsrapporten for 2022 fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Klagemyndigheden modtog sidste år 1031 adfærdsklager, hvilket er 18 procent flere end 2021.

I løbet af året har den undersøgt og afgjort 612 adfærdsklager, hvor et fåtal er endt med kritik. I 4,9 procent af sagerne blev der udtalt kritik, og i 3,4 procent blev adfærden fundet beklagelig eller uhensigtsmæssig.

I førnævnte sag om vandpytten svarede borgeren, at der ikke var nogen vandpytter, hvorefter betjenten udtalte:

– Vi skal nok finde et eller andet derovre.

Udtalelserne blev fundet kritisable, og sagen afgjort med en advarsel.

I en anden sag finder DUP det kritisabelt, at en politibetjent afsluttede en telefonsamtale med en borger ved at sige “klaphat” og smide røret på. Betjenten troede, at samtalen allerede var blevet afbrudt.

Der findes også en række sager, hvor politifolk har trådt i tjeneste i private sammenhænge.

Eksempelvis får en politibetjent kritik for at fremvise sit politiskilt, da betjenten i sin fritid skulle ind på et diskotek.

DUP har også særligt fokus på sager om mulig diskrimination. I 2022 behandlede myndigheden 48 adfærdsklager om racisme, diskrimination og forskelsbehandling. Fire endte med kritik.

I en af sagerne udtaler DUP kritik af en politibetjents adfærd, da han råbte og talte grimt til en mand, da betjenten skulle fjerne nummerpladerne på hans bil.

– Din stemme kender jeg, og din type har vi kun problemer med, sagde betjenten ifølge manden.

Betjenten har dog afvist at have sagt sådan. Han har dog forklaret, at manden råbte og talte grimt til ham, og at han havde svaret tilbage på samme vis. Sagen endte med en tjenestelig samtale.

LÆS OGSÅ: Rapper dræbt i fængsel: Stukket til døde i badet!