15 danskere er blevet evakueret med fly fra Sudan i nat.
Det oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en mail til Ritzau.
Den første gruppe på 14 er ankommet til det østafrikanske land Djibouti mandag morgen. Den 15. og sidste dansker er på vej.
-Det er rigtig gode nyheder i en ellers meget ulykkelig situation, skriver Lars Løkke Rasmussen.
Det er under en fransk koordineret indsats, at danskerne er blevet fløjet ud af hovedstaden Khartoum med forskellige evakueringsfly.
Udenrigsministeriet oplyser videre, at alle tilbageværende 21 danskere på danskerlisten fik tilbud om evakuering, da der søndag viste sig mulighed for evakuering med fly. Det valgte 15 danskere at tage imod.
De resterende har ikke taget imod tilbuddet.
Søndag udtalte Udenrigsministeriet til Ritzau, at der blev arbejdet med konkrete evakueringsmuligheder, men at Danmark uden en ambassade i landet havde begrænsede muligheder for at hjælpe strandede danskere.
Lars Løkke Rasmussen udtaler, at især Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge har spillet en nøglerolle, så nattens evakuering kunne lykkes.
Også det norske udenrigsministerium kunne mandag meddele, at det havde evakueret borgere fra Sudan. Flere andre vestlige lande har evakueret ansatte fra deres ambassader.
Det gælder blandt andre de ansatte på den amerikanske ambassade og deres familier, som fik hjælp fra USA’s militær. Også Storbritannien har hjulpet sine diplomater ud af landet.
Derudover har Sverige evakueret de ansatte på den svenske ambassade i Sudan hovedstad. Det har statsminister Ulf Kristersson oplyst på Twitter mandag morgen.
Evakueringerne kommer på baggrund af konflikter i Sudan mellem landets hær og den paramilitære gruppe (RSF).
Det østafrikanske land har været politisk ustabilt i flere år. Den seneste uge har de to mest magtfulde generaler i landet kæmpet om at dominere magtbilledet.
De facto-præsidenten Abdel Fattah al-Burha er også leder af landets hær og står dermed i spidsen for militæret i konflikten mod RSF.
Den magtfulde paramilitære gruppe ledes af Mohammed Hamdan Dagalo, der også er al-Burhas stedfortræder.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er mindst 420 personer blevet dræbt, mens mindst 3700 personer er meldt såret siden 15. april.
LÆS OGSÅ: Berlin Lufthavn aflyser ALLE afgange!