23. apr. 2023 - 21:16

Ydmygelse: Brøndby fik tæv på hjemmebane af Randers




Brøndby måtte søndag hjemme se sig slået med de ydmygende cifre 0-4 af Randers FC i en kamp, hvor de gulblusede ganske enkelt blev løbet over ende.

Gæsterne kom foran efter en lille halv time, da Stephen Odey udnyttede en fejl i Brøndby-forsvaret, og samme Stephen Odey stod syv minutter før pausen for assisten, da Tobias Klysner bragte Randers FC på 2-0, som også var pausestillingen.

Det blev ikke meget bedre i anden halvleg, hvor indskiftede Simen Nordli først scorede på oplæg fra Jakob Ankersen.

Siden udnyttede norske Nordli også en fejl af Brøndbys målmand, Mads Hermansen, til at score til slutresultatet 4-0.

Dermed ligger Brøndby stadig nummer seks og sidst i mesterskabsslutspillet.

Randers FC er derimod som de eneste ubesejrede i samme mesterskabsslutspil.

Søndagens tre point betyder, at kronjyderne stadig er nummer fem – men nu med samme pointantal som AGF på fjerdepladsen.