Værtslandet Qatar fik en dårlig start på VM i fodbold, da de tabte 0-2 til Ecuador.
Enner Valencia bragte sydamerikanerne foran efter lidt mere end et kvarters spil, da Qatar begik straffespark mod Fenerbahce-spilleren.
Han tog sig selv af at omsætte det store tilbud til mål.
Et kvarter senere var Enner Valencia – der bl.a. har en fortid i West Ham og Everton – til igen.
Denne gang headede han bolden ind til 2-0.
Det er efterhånden tradition, at værtslandet skal spille åbningskamp, og det er kun sket en gang tidligere, at værtslandet var bagud ved pausen i åbningskampen.
Det var i 1982, hvor Spanien var bagud mod Honduras. Dengang reddede Spanien 1-1 og endte med at gå videre fra puljen.
Qatar måtte her 40 år senere se i øjnene, at de blev det første værtsland, der tabte åbningskampen. Og 0-2 var faktisk billigt sluppet, for Ecuador var simpelthen for hurtige i både tanke og handling for dem.
Puljens to andre hold, Holland og Senegal, mødes mandag.