Landsretten er enig med byretten i, at en 32-årig kvinde voldtog en 14-årig dreng. Dommen stadfæstes.
Anklagemyndigheden har også i landsretten lidt nederlag i en sag fra Grenaa, hvor en 32-årig kvinde er dømt for samleje med en 14-årig dreng.
Vestre Landsret har stadfæstet dommen fra januar, hvor Retten i Randers idømte den 32-årige kvinde ti måneders fængsel.
Det oplyser anklagemyndigheden til Ritzau.
Anklageren i byretten, Rosa Pape, gik efter ubetinget fængsel på et år og ni måneder i byretten, og hun har tidligere udtrykt sin utilfredshed over, at byretten idømte kvinden ti måneders fængsel.
Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten med påstand om en skærpelse af straffen.
Men landsretten er enig i byrettens afgørelse, og straffen ender dermed langt under, hvad Susanne Holst, der var anklager i landsretten, ønskede.
Syv måneder af den ti måneder lange straf er betinget, og de resterende tre måneder har kvinden afsonet under sin varetægtsfængsling.
Dermed kunne kvinden i januar forlade byretten som en fri kvinde.
Det var i november sidste år, at kvinden ad flere omgange på Djursland havde samleje med en dreng på 14 år. Det skete i et privat hjem.
Landsretten fandt hende skyldig i at have haft samleje med drengen flere gange. Hun skal også “til dels” have udført oralsex på den 14-årige.
Under hele sagen har kvinden nægtet sig skyldig, og hun ankede også selv dommen til landsretten. Hun ville frifindes.
Kvinden var også tiltalt for at have krænket to andre drenges blufærdighed.
Det var uønskede berøringer på en 14-årig og en 15-årig, påstod anklagemyndigheden, men både byret og landsret har frifundet hende for disse forhold.
Episoderne på Djursland med den 14-årige dreng er blevet vurderet efter en ændring af straffeloven i marts sidste år.
Den indebærer, at der er tale om voldtægt, når en person på 22 år eller ældre har samleje eller andet seksuelt samkvem med et barn under 15 år. Også når det er sket frivilligt.