14. apr. 2023 - 14:07

Dansk soldat tiltalt for at filme kvindelig kollega i badet

FOTO: Pixabay


Konstabel filmet i badet under udsendelse til Letland.

En kvindelig konstabel, der var udsendt til Letland, anmeldte 16. juli sidste år, at en af hendes mandlige kolleger havde filmet hende i badet.

Det fremgår af en årsberetning fra Forsvarsministeriets Auditørkorps, der er den militære anklagemyndighed.

Militærpolitiet blev bemyndiget til at efterforske sagen, og den pågældende mand blev sigtet for blufærdighedskrænkelse.

– Undervejs i efterforskningen fremkom der oplysninger om yderligere alvorlige forhold begået af samme gerningsmand, hvilket foranledigede Auditørkorpset til at rykke ud til missionsområdet for at lede den videre efterforskning, skriver Auditørkorpset.

Danske soldater er i Letland for at bidrage til Natos forsvarsplaner, hvilket ifølge Forsvaret også styrker sikkerheden i Danmark, “fordi Danmarks sikkerhed begynder i Baltikum og Polen”.

Der blev i maj 2022 indsat en bataljonskampgruppe på cirka 800 soldater.

Da efterforskningen rykkede til Letland, blev manden blandt andet sigtet for voldtægtsforsøg.

Der er siden rejst tiltale i sagen, og den lyder på blufærdighedskrænkelse, ulovlig fotografering og ulovlig besiddelse af en peberspray.

Sigtelsen om forsøg på voldtægt blev opgivet, fordi det var ord mod ord, fremgår det.

Sagen indledes ved Retten i Næstved 30. august i år.

Men det er ikke det eneste potentielt strafbare forhold, som Auditørkorpset beretter om fra det forgangne år.

Der blev i 2022 oprettet 808 nye straffesager, hvilket er lidt under niveauet for 2021. Der er udmålt en sanktion i 347 personsager, der samlet omfatter 432 strafbare forhold.

Medier: Russisk spion afsløret i Norge har også arbejdet i Danmark