En 25-årig mand er blevet anholdt efter at have angrebet to betjente med en økse på en adresse i den østjyske by Havndal.
Betjente fra Østjyllands Politi afgav onsdag eftermiddag varselsskud, da en 25-årige mand stormede frem mod dem med en økse på en adresse i Havndal.
Patruljen var i første omgang kørt ud til adressen for at komme i kontakt med den 25-årige mand, som man mistænkte havde forsøgt at begå indbrud et nærliggende sted kort forinden.
‘Ved politiets ankomst til adressen løb den 25-årige mand frem mod betjentene med en økse hævet over hovedet. I den forbindelse blev der afgivet et varselsskud fra politiet. Det lykkedes efterfølgende at få manden ned på jorden, og han blev kl. 14.23 anholdt med den fornødne magt,’ lyder det fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 25-årige mand bliver torsdag klokken 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Her er han sigtet for forsøg på grov vold mod to uniformerede betjente. Han er også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet i forbindelse med anholdelsen.
På nuværende tidspunkt har Østjyllands Politi ikke yderligere kommentarer i sagen.