Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, stopper på posten, når hans kontrakt udløber i efteråret.
Det erfarer det politiske netmedie Altinget.
Ifølge mediets oplysninger har han meddelt, at han ikke søger forlængelse, når kontrakten udløber.
Det fremgår ikke, hvor Altinget har oplysningen fra. Sundhedsstyrelsen eller Brostrøm selv har heller ikke bekræftet det.
57-årige Brostrøm har stået i spidsen for Sundhedsstyrelsen siden 2015.
Inden da havde han været enhedschef i styrelsen i fire år.
Her skiftede han en knap 20-årig klinisk karriere ud med embedsmandsrollen i Sundhedsstyrelsen.
Brostrøm er uddannet speciallæge i gynækologi og obstetrik. Han har blandt andet været overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på hospitalerne i Glostrup og Herlev.
Professionelt har han måttet håndtere konflikten omkring en specialeplan for sygehusene, der vakte opstandelse.
Det var Brostrøms opgave at få enderne til at mødes, da han trådte til.
I 2019 gjaldt det vaccinediskussionen. Her måtte Søren Brostrøm erkende, at Sundhedsstyrelsen havde begået flere fejl i starten af debatten om, hvorvidt vacciner mod HPV-virus var farlige.
Men det var, da coronapandemien ramte, at Brostrøm for alvor blev et kendt navn i offentligheden. Her tonede han frem på tv-skærmene hjemme i stuerne landet over ved de mange pressemøder med myndighederne.
Selv om han fra mange sider er blevet rost for sin evne til at kommunikere skarpt og klart, har der også været malurt i bægeret.
For i starten af coronavirussets udbrud lød det fra Søren Brostrøm, at risikoen var “meget lav” for spredning i Danmark. Efterfølgende erkendte han, at sygdommen i begyndelsen skulle have været håndteret anderledes.