Borgere og skolebørn i Aabybro er længe blevet chikaneret, holdt vågne om natten og har endda fået stjålet deres madpakker. Men nu er det slut.
En gruppe af seks lokale jægere har fået tilladelse til at skyde de måger, som i lang tid har været en plage i Aabybro.
Det skriver DR.
Den voldsomme aggressivitet fra de lokale måger i byen skyldes, at de i øjeblikket bygger reder, hvilket gør fuglene ekstra påtrængende.
“Hvis de kan finde mad let, så gør mågerne det – eksempelvis ved at stjæle det fra børnene,” siger Henning Kiil fra Aaby Sogns Jagtforening til DR.
Hvorfor det netop er gået så hårdt udover Aabybro vides ikke.
Der er dog en teori, som involverer de nærliggende minkfarme, som nu er blevet nedlagt. Førhen var minkfarmene nemlig en nem kilde til føde for mågerne. Så teorien er, at fuglene nu i mangel på føde er begyndt at stjæle madpakker fra skolebørnene.
Jægerne har fået indtil 15. april til at skyde mågerne.