28. mar. 2023 - 15:52

52-årig idømt to års fængsel for at bortføre sine tre børn

https://presse-fotos.dk/


En 52-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt to års fængsel for at have bortført sine tre børn. Dommen faldt mandag.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bortførelsen af de tre børn fandt sted i maj 2014, hvor børnene var henholdsvis 10, 13 og 15 år.

Ifølge politiet rejste manden ud af Danmark med de tre børn uden morens samtykke. Det gjorde han med henblik på et længere ophold i Irak eller Kuwait.

Moren havde den fulde forældremyndighed over børnene.

Manden blev anholdt torsdag formiddag i forbindelse med indrejse i Københavns Lufthavn. Her fulgte han med de to yngste af børnene – en pige og en dreng, der nu er 19 og 22 år.

Efterfølgende blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

Fredag oplyste Østjyllands Politi, at det endnu er uvist, hvor manden og børnene har opholdt sig siden udrejsen i 2014.

Ud over en fængselsdom er den 52-årige mand blevet udvist af Danmark for bestandigt.

– Der er på alle måder tale om en meget trist sag, hvor ingen af de involverede parter står tilbage som vindere, siger Peter Rydder, specialanklager ved anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Anklagemyndigheden havde krævet tre års fængsel.

Den 52-årige valgte at udbede sig betænkningstid i forhold til at anke sagen til landsretten.

Han sidder fortsat varetægtsfængslet.