En pony er blevet fundet død ved en gård på Borris Hede i Vestjylland, hvor den var bag en indhegning sammen med 60 andre ponyer. Ponyen er blevet fundet skambidt og med indvolde liggende på græsset. Nu viser det sig, at der kan være tale om et ulveangreb.
Og det er bestemt ikke normalt, at en ulv angriber en pony.
“Det, at ulve angriber ponyer, hører til sjældenhederne,« siger Lasse Jensen, specialkonsulent i Miljøstyrelsen:
“Der har været et enkelt tilfælde i 2019, hvor seks shetlandsponyer blev angrebet af en ulv (i Stråsø Plantage, red.), og såfremt der også her er tale om et ulveangreb, vil det i så fald kun være anden gang.”, siger han til BT.
Efter fundet af den døde pony har en ulveekspert været på stedet, hvor meget tyder på, at der kan være tale om et ulveangreb.
“Man ikke kan udelukke, at det er en ulv, på grund af det bidemønster, der er på ponyen, men nu vil vi gerne afvente svarene på de her prøver, inden vi drager en konklusion”, siger Jens Henrik Jakobsen fra Naturstyrelsen i Vestjylland.
I alt er 161 husdyr blevet dræbt i 2022 på grund af rovdyr, og det var i langt overvejende grad får og lam. Desuden var der tale om en kalv, en kvie, to væddere, fem geder og fem gedekid.