En mand i slut 20’erne er torsdag eftermiddag blevet skudt og dræbt i Brøndby. Nu foretager politiet tekniske undersøgelser på stedet for skudepisoden
Torsdag klokken 14.30 blev en yngre mand i slut 20’erne ramt af op til seks skud på Brøndby Nord Vej i Brøndby.
Han er nu afgået ved døden.
Flere vidner i beboelsesejendommene tæt på hørte skuddene.
“Jeg rejste mig med det samme for at se ud af vinduet. Der lå et menneske i sort på jorden nogle opgange væk på parkeringspladsen foran skraldecontaineren. Og samtidig kørte en mørkegrå bil ad helvede til hurtigt væk i retning mod Brøndby Nord Vej,” fortæller en 71-årig kvinde, der bor i en lejlighed lige ved gerningsstedet, til B.T..
Den 71-årige kvinde fortæller, at to mænd kom løbende, kort tid efter skuddene faldt, og gav hjertemassage til den yngre mand på jorden.
Kort efter kom ambulancereddere og læger og tog over.
Efterlyser nu vidner
Københavns Vestegns Politi efterlyser nu vidner til drabet.
”Vi hører gerne fra vidner, som har bemærket noget mistænkeligt i forbindelse med skudepisoden på Brøndby Nord Vej omkring klokken 14.30 eller kort efter på Nybovej ved den brændende bil. Vi hører også gerne, hvis nogen har set en mørk Skoda Octavia køre på ruten mellem Brøndby Nord Vej og Nybovej,” siger politiinspektør Mogens Lauridsen.
Han uddyber, at det endnu er for tidligt at sige noget om motiver, miljøer og mulige relationer.
SE OGSÅ: Flugtbil brændt af efter skyderi i Brøndby
De pårørende er underrettet. Politiet vil endnu ikke frigive yderligere informationer om den dræbte.
Som man kan se på billederne er Københavns Vestegns Politi torsdag aften stadig til stede på Brøndby Nord Vej, hvor man blandt andet foretager tekniske undersøgelser.
OPDATERING KLOKKEN 20.53:
Københavns Vestegns Politi oplyser nu, at de er færdige på gerningsstedet. Efterforskningen vil kører videre her fra.