Overordnet gik det godt med at vaccinere mod både covid-19, influenza og pneumokokker i efteråret.
Sammenkoblingen af tre programmer på én gang var “en meget stor succes”.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen i en rapport over efterårets vaccinationsindsats.
Særligt blandt de ældste borgere og plejehjemsbeboere opnåede man meget høj tilslutning inden for alle tre programmer.
Det lykkedes også at nå høj lighed i tilslutning på tværs af regioner, kommuner og udvalgte sogne.
Det var dog en udfordring at kommunikere til nogle bestemte grupper.
– Forældre til børn i alderen 2-6 år oplevede i højere grad end andre, at kommunikationen om vaccination er politisk motiveret, mens personer under 65 år med kroniske sygdomme fandt kommunikationen mindre relevant for dem, står der blandt andet i rapporten.
For nogle målgrupper var tilslutningen lav. Det gælder blandt andet børn og sundheds- og plejepersonale. For sidstnævnte gruppe kan antallet dog være underestimeret på grund af et usikkert datagrundlag, lyder det.
Styrelsen noterer sig, at det havde været en fordel, hvis sundheds- og plejepersonale i kommunerne blev tilbudt vaccination samtidig med beboerne på de plejehjem, de er ansat.